Når Mads Olrik Fløistrup ikke laver skarp og dybdegående journalistik for mediet Zetland, har han ligesom så mange af os andre, oplevet et eventyr der ikke gik som planlagt. Her fortæller Mads hvordan han stak til søs fra den russiske kyst mod Japan, sammen med et russisk cirkus.

Vi havde brugt syv dage på at tage den transsibiriske jernbane på tværs af Rusland, fra Moskva i vest til Vladivostok i øst. Nu manglede vi kun halvandet døgn på en færge, før vi nåede rejsens mål, Japan, og vi havde mest planer om at sove.

At gå ombord på færgen var som at komme ind i Sovjetunionen. Vores kahyt var draperet i 1970-orange. Romantiske malerier af frodige skove hang over færgens trapper. Bagerst på skibet var en helt firkantet pool, der stod tom og rusten hen. Det var umuligt at tyde flugtplanerne, der hang his og pist på væggene. Færgen var kvart fuld af mennesker, da den tuede ud igennem Vladivostok havn. I årevis havde færgen været proppet med russiske forretningsmænd, som udnyttede et stort hul i det russiske skattekodeks, der tillod ubegrænset billig import af japanske biler. Da Rusland kører til højre og Japan til venstre, betød det at mange af Vladivostoks chauffører sad på den forkerte side af deres biler, hvilket var bare en af de ting, der gjorde en glad for at have sluppet levende fra byen. Men det skattehul var blevet lukket, og nu var kun nogle få tilsyneladende utilfredse brugtbilsforhandlere, der tog den 36 timer lange rejse frem og tilbage til Takaoka. Flere af dem transporterede også cd'er med topløse kvinder på omslaget, måske for at sælge dem i Japan.


I kahytten ved siden af vores var der en ung britisk kunststudent, Olivier, og sammen med ham gik vi den til frokost i spisesalen. Vi pressede os ind mellem de utilfredse brugtbilsforhandlere på restaurantens ene lange bord og kæmpede om kålen og suppen. Længere ned sad en gruppe familier på vej til Disneyland i Tokyo. De havde valgt færgen af ​​frygt for at flyve. De inviterede os til en improviseret origami-undervisning på russisk. Det var efter det, at vi mødte Anastasia og Max fra cirkusset.

“Bjørnen sov på et af de nederste bildæk ved siden af ​​tigrene, fortalte hun os. De var fyldt med beroligende medicin til overfarten.”



Max, med buzzcuthår og shorts, havde studeret psykologi, men nu levede han af at stå på hænder. Anastasia, en smilende pige med et bredt pandebånd, havde studeret økonomi, men i årevis havde hun været bjørnedomptør og hjalp hendes far med et nummer, hvor han balancerede en meget lang stolpe på sin hage, mens en bjørn stod på sine forpote på toppen af ​​stolpen. Vi bad hende om at tegne det for at sikre, at vi havde forstået hende rigtigt.


Bjørnen sov på et af de nederste bildæk ved siden af ​​tigrene, fortalte hun os. De var fyldt med beroligende medicin til overfarten. De var alle sammen en del af det store Moskva State Circus på vej på sommerturné i Japan. Om aftenen blev vi inviteret til en kahyt på et af de nederste dæk, hvor akrobaterne delte et par flasker sprit med cyrilliske bogstaver på etiketterne. På deres bærbare tv forsøgte en russisk detektiv at løse mordet på en forretningsmand, der var blevet dræbt af blomster, der vokser op gennem hans krop.


Vi havde drukket tæt, da vi gik ned til det nederste bildæk. Vi passerede en kæmpe bunke mørkt rødt kød og vores øjne forsøgte at vænne sig til det lave lys. Og der var de: en lang række bure fyldt med bjørne og tigre, hvis kraftige vejrtrækning vi lige akkurat kunne høre over færgens motor. Med russisk cognac i hånden grinte vi så højt, at Anastasia var bange for, at vi ville vække dem.



Tilbage på dækket var den firkantede pool pludselig på magisk vis blevet fyldt med saltvand lige fra Japanske Hav. Sammen med cirkusprinser og -prinsesser smed vi tøjet og hoppede ind, vandet væltede fra side til side i takt med skibet. Med fødderne på bunden kunne vi mærke motoren dunke lige under os. Til vores højre side var Nordkoreas kyst, vi talte længe om hvad der ville ske, hvis vi kæntrede og drev i land. I det fjerne kunne vi se små lys. Det var Japan, vi nærmede os, og fejrede det med Champagne fra Krim, indtil vi ikke længere kunne huske noget.


Det næste, jeg husker, er en høj lyd fra skibets højtaleranlæg. Så en til og så en meget høj banken på døren til vores kahyt. Men vi vågnede ikke før en stewardesse bragede ind og begyndte at gøre rent og skifte sengetøj, mens vi stadig lå på det. Bagved hende trådte tre små mænd i hvide helkropsdragter ind i den trange kahyt. De ville se vores pas. Vi var ankommet.

“Langsomt dæmrede det, hvad de japanske toldmedarbejdere ville se lige om lidt.”



Bagagen blev tjekket, alt var fint, også vores visa. Først da de bad om at kontrollere vores kameraer for uanstændigt materiale (det er for eksempel ulovligt at importere porno til Japan), indså vi, hvor omhyggeligt vi havde dokumenteret natten.


Langsomt dæmrede det, hvad de japanske toldmedarbejdere ville se lige om lidt. Et billede af en grinende mand med en ørn tatoveret på hans nøgne ryg, der stoppede 1000-rubel-selder i mine bukser. Dén situation var der mange billeder af. Da vi klatrede op i udkigstårnet og svingede vores skjorter i vinden. Da vi på en eller anden måde var kommet ind i selve maskinrummet og gik rundt og trak i håndtag. Da vi kastede vores cocktailglas i poolen. Da vi i vores kahyt besluttede at først afprøve, derefter reparere den flugtdør, man kunne sparke ud af døren ind til toilettet. Der var videoer.


En af toldmedarbejderne gik i gang med at klikke sig gennem kameraet. Han løftede blikket og så på os. Så smilede han over hele hovedet og sagde “Moscow!”. Han var kommet til at klikke sig helt tilbage til vores turistbillede fra Den Røde Plads og stoppede inden han nåede til nattens kaos.


Der stak tøj ud alle steder fra vores rygsække, da vi gik ned af landgangsbroen. Dyrene var vågnet. En lille gaffeltruck suste rundt på havnen med dem i burene, vi vinkede til tigrene, der sprang rundt. Vi gik over til bussen, der skulle fragte cirkusset rundt i Japan, gav Anastasia og Max et kram og kiggede rundt. Man kunne se de japanske alper i horisonten. Efter halvanden uge i Rusland og halvandet døgn i en sovjet-tidsboble på færgen, virkede hele Japan så… ren og delikat. Det var som om, vi var de første gæster i en forlystelsespark.